Nyheder

24. januar 2019

Kim_effectphoto%20-%20Dronning%20Ingrids%20forskerpris%202018-1622.jpg

Dansk Gigthospital indvies af Hendes Majestæt Dronningen

Om få måneder flytter Gigtforeningens hospital, Kong Christian X’s Gigthospital, fra Gråsten til flotte og topmoderne omgivelser i forbindelse med Sønderborg Sygehus. Ved samme lejlighed skifter hospitalet navn til Dansk Gigthospital.

Ved flytningen bliver Hendes Majestæt Dronningen, Gigtforeningens protektor, også protektor for Dansk Gigthospital, og tirsdag den 5. februar forestår H.M. Dronningen indvielsen af det nye hospital i Sønderborg.

Ved indvielsen vil H.M. Dronningen blive vist rundt på det nye hospital af Gigtforeningens formand Ulrik Bülow, Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind og hospitalsdirektør Thue Boÿe Hvorslev. Som en del af rundvisningen vil H.M. Dronningen hilse på kunstner og fotograf Nicolai Howalt, der har stået for udsmykning af Dansk Gigthospital, samt medarbejdere og patienter.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby og regionsrådsformand for Region Syddanmark Stephanie Lose deltager også ved indvielsen.

Etableringen af Dansk Gigthospital er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, VILLUM FONDEN, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Fabrikant Mads Clausens Fond og Lemvigh-Müller Fonden

Udsmykningen af Dansk Gigthospital er støttet af Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.

Billed: Foto fra uddelingen af Dronning Ingrids Forskerpris 2018. Fotograf: Kim Dahl, Effectphoto