Forskning –
Tæt på Patienten

Vi tror på, at fremtidens Gigthospital bygger på evidensbaserede løsninger – og det kræver forskning, der er tæt på virkeligheden. Dansk Gigthospital driver en international anerkendt forskningsenhed, som samarbejder tæt sammen med Syddansk Universitet. Hospitalets forskere arbejder sammen med andre forskningsmiljøer nationalt såvel som internationalt.

Med en stærk og aktiv forskningsafdeling fysisk placeret i umiddelbar nærhed af både sengeenheden og ambulatoriet, skaber vi optimale rammer for kliniknær forskning. Her er afstanden mellem forskning og patient ikke bare kort i meter – men også i praksis.

Hvorfor er kliniknær forskning vigtig?

Selvom der sker store medicinske fremskridt inden for reumatologi:

  • Lever mange mennesker med inflammatoriske gigtsygdomme som reumatoid artrit, psoriasis artrit og rygsøjlegigt fortsat med smerter, træthed, funktionsnedsættelse og psykiske belastninger.
  • Har omkring 30 % oplever manglende effekt af medicin.
  • Lever halvdelen med vedvarende smerter og fatigue,
  • Har gigtsygdomme store sociale og arbejdsmæssige konsekvenser samt øget risiko for følgesygdomme.

Det understreger behovet for en helhedsorienteret tilgang – og her spiller rehabilitering en afgørende rolle. Ved at integrere klinisk praksis med forskning kan vi løbende forbedre de ikke-medicinske tilbud, der støtter patienterne i at mestre deres hverdag. Rehabilitering handler om at hjælpe den enkelte til at opnå bedst mulig funktionsevne og et selvstændigt, meningsfuldt liv – trods sygdommens konsekvenser.

I rehabiliteringen arbejder vi ud fra den bio-psyko-sociale model og i tværfaglige teams bestående af bl.a. fysioterapeuter, ergoterapeuter, socialrådgivere, plejepersonale og psykologer. Gennem tæt samarbejde med forskningsenheden omsættes den nyeste viden hurtigt til praksis. Det giver mulighed for at afprøve nye metoder, evaluere deres effekt og tilpasse indsatsen, så den matcher patientens behov.

Mød Jette Primdahl

Vores egen professor, Jette Primdahl, er medlem af EULAR Congres komiteen. En anerkendelse af hendes stærke engagement og ekspertise inden for reumatologisk rehabilitering.

Jette Primdahl

For at sikre, at vi hele tiden er opdaterede med den nyeste internationale viden, deltager flere af vores medarbejdere hvert år i fx den europæiske kongres EULAR (European Alliance of Associations for Rheumatology). Her samles op mod 15.000–22.000 læger, sundhedsprofessionelle og patientrepræsntanter fra hele verden for at dele ny viden og fremme forskning, forebyggelse, behandling og rehabilitering af gigtsygdomme. Vi er stolte af, at vores personale ikke blot deltager, men også aktivt bidrager med forskningsresultater og erfaringer fra praksis.

Skaber fokus på dét der virker

Kliniknær forskning gør det muligt at stille skarpt på, hvad der virker – og hvorfor – så vi sammen kan sikre, at rehabiliteringstilbuddene er målrettede, virksomme og meningsfulde.