Blodprøver, scanning og svar samlet ét sted
Når du kommer til udredning eller behandling på Dansk Gigthospital, foregår de fleste prøver og scanninger i vores eget laboratorium. Det gør det nemt for dig og sikrer hurtige resultater.

Laboratoriet – en central del af din udredning
På Dansk Gigthospital spiller laboratoriet en vigtig rolle i udredning og behandling af gigt- og bindevævssygdomme. Her udføres en lang række analyser, der hjælper med at stille præcise diagnoser og følge sygdomsudviklingen.
Det hele foregår hos os – ofte samlet ved ét besøg.
Laboratoriet har særlig ekspertise inden for autoimmune og reumatologiske sygdomme og varetager udredningsopgaver for både sygehuse og praksislæger i hele det sønderjyske område.
Hvad laver vi i laboratoriet?
Vi foretager blodprøver, der bl.a. måler betændelsestilstand i kroppen og påviser antistoffer, som ofte ses ved autoimmune sygdomme. Derudover udfører vi supplerende undersøgelser som urinprøver, udtagning af ledvæske og DXA-scanninger (knoglescanning).
Sådan foregår det
Blodprøvetagningen sker hurtigt og nænsomt af erfarent personale. De fleste prøver bliver analyseret på stedet, og svarene er typisk klar inden for 30 minutter efter prøvetagning.
Blodprøver
I forbindelse med din udredning eller behandling kan det være nødvendigt at tage en blodprøve. Det foregår i vores eget laboratorium her på Dansk Gigthospital.
Blodprøverne giver vigtig indsigt i din sundhedstilstand og bruges både til at stille en præcis diagnose, følge sygdommens udvikling og vurdere effekten af din behandling.
Hvornår får du svar?
Dine prøvesvar bliver vurderet af den læge eller sygeplejerske, du er i kontakt med. I mange tilfælde får du svar direkte under din konsultation. Du kan også finde dine resultater digitalt på sundhed.dk.
Laboratoriet er en vigtig del af det samlede behandlingsforløb og sikrer, at du får hurtig og målrettet opfølgning.