I dag har Gigtforeningen officielt overdraget en modtaget arv på 20 mio. kr. til forskning ledet af forskningsleder, lektor og speciallæge Karen Schreiber, på Dansk Gigthospital.

Det er den største arv/donation der nogensinde er modtaget i Gigtforeningens historie, det eneste krav var at pengene skulle gå til en forskningsindsats i gigtsygdommen MCTD, en autoimmun bindevævslidelse.

Forskningsleder for CeViG, lektor og speciallæge på Dansk Gigthospital, Karen Schreiber bliver den der har den koordinerende rolle i den samlede forskningsindsats, som kommer til at foregå med både nationale og internationale forskeres medvirken.

Denne generøse donation kommer fra en anonym giver. Med disse midler er det muligt at sætte gang i større undersøgelser af sygdommen, men hvordan de undersøgelser skal foregå, kan vi dog ikke sige noget om endnu.

Der er ikke megen kendskab til, hvordan og hvorfor MCTD opstår, men heller ikke hvordan man behandler den.

Der findes omkring 200 danskere med sygdommen, og der kommer ca. 10 nye tilfælde til hvert år. Sygdommen rammer oftest unge kvinder.

Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind og Forskningsleder for CeViG, lektor og speciallæge på Dansk Gigthospital, Karen Schreiber, foto taget af fotograf Peter Bjerke.